Indlæg af Michelle
Kære Morten
Det er alt for længe siden du har fået et kærlighedsbrev. Og nu går jeg jo en del for tiden, og det giver mig en ro til at tænke og reflektere, en ro jeg plejer at have, men som med corona blev til en uro.
Uroer kan nu også være smukke.
Jeg tror at vores hjernebølger fra første sekund var så synkroniserede, at de lignede en fin duet, som Mozart ikke kunne have skrevet bedre. Altid med dig som den beroligende bas der styrer og driller pulsen, og mig der vælter rundt og laver harmoni nødvendig disharmoni, tilsammen laver vien dur der der aldrig er kedelig. Og når jeg er i mol alene, bliver du i dur, mens du kender min cyklus bedre end mig ???
Alle jeg kender, kikkede beundrende på dig og tænkte: “Hvordan tør du det?” Altså tør mig. De ikke bare tænkte det. Mange sagde det højt. Og jeg tænkte det også.
Og du kikkede på mig og tænkte: “Hvordan tør hun mig og mine”. Det er jo ikke bare en duet, men et helt kor. Jo flere man er jo stører er chancen for at man ikke rammer tonen.
Men selvfølgelig tør jeg det. De er dine. Jeg var meget lidt bekymret. Vel nærmest uforfærdet.
Og så kom corona, helt uinviteret, hos os er alle ellers velkomne. Vi havde lige talt om at hele verden lå foran vores fødder, og så var vores pas pludselig en unødvendig luksus.
Og pludselig skiftede mit døgn, i stedet for 7 timer alene hver dag, er vi 7 mennesker sammen døgnet rundt. Du kører på arbejde, jeg kører i cirkler. Matriklens cirkler. De er heldigvis forholdvis uudtømmelige.
Mit helle, mit karbad, min stikkontakt, mit fix – det er her ikke. Så hvad gør du, installerer et vildmarksbad tre meter fra hoveddøren. Tak.
Min veninde spurgte mig om vi i myretuen mest følger mine systemer. Og det synes jeg ikke. Og det håber jeg især ikke. Det lyder tyrannisk.
Men selvfølgelig kommer jeg ikke uden omvæltning. Jeg kommer med kampgejst, systemer, ihærdighed, eftertanke – især kommer jeg med kærlighed. Og jeg insisterer mere på sammenhold og fællesskab end i plejede. Og det er jeg møgstolt af.
Og vi har fundet et “vi” sammen, som må være alle sammenbragte familiers drøm. Og jer der vil have hemmeligheden bag, det må være kærlighed. Ikke bare til Morten. Men til Morten, Esther, Theodor, Laurids og August. Og selvfølgelig mine egne unger ❤️
Mange spørger mig, hvordan det går med alle de unger, Mortens unger, som jo ikke er mine.
Men de er også lidt mine. Og lidt mere hver dag. Og fandens lækre unger er de, og helt afsindigt heldig er jeg, at få nogle af deres minutter, hver vågen time. Om det er bræk pga overskredet promillegrænse eller hjemmelavet slowcooking.
Jeg har i tidligere forhold planlagt hemmelige mord af exkærester børn. Jeg kender godt den kamp. Hvis ikke jeg planlagde mord i vågen tilstand, var der altid underbevidstheden når jeg sov.
Nu elsker jeg bare. Dig Morten. Ungerne. Hverdagen. Vores liv. Og selvfølgelig er der dage jeg får spat, og jeg forestiller mig at det hænger sammen med, at jeg har en puls. Det har været “farligt” at finde en balance mellem “Jeg er jo ikke (og bliver aldrig) moren” og “Jeg har ret meget en hverdagsrolle som ligner en mors”
Indtil jeg spurgte børnene – lige ud, hvordan de, bonusbørnene, ønskede at jeg tacklede det hele. Jeg var så ræd for at overskride nogens grænser. Og så var det så nemt så nemt? Og de et sekund efter svarede: “Som du ALLEREDE gør”
Og hverdagene er der flest af. Og vi har joket med at vi aldrig skulle i Fase 2. Vi skulle være nyforelskede for evigt, elske hver dag, som gjaldt det vores liv. Og nu er det vel fase to. 13 måneder efter du kyssede mig i sænk første gang.
Nu er det hverdag. Sammen allesammen HVER dag. Og jeg er fan af new normal.
Jeg har udvist tålmodighed nok til at ligge ved siden af dig, mens du læste i en bog. Uden at ryste din arm. Vi har set vores første Netflix serie sammen. Og vi elsker kun næsten hver dag.
Og ved du hvad. Det elsker jeg også. At vi bare dimser rundt i timevis i hver sin ende af haven, det vigtigste er, at vores øjne altid mødes i et smil. Som bliver til et kys.
Lad bare dine venner drille med at nu kom fase to, det er slet ikke så dumt. Kommer du snart hjem? Jeg savner dig HVER gang du kører, så kan vi besøge fase 1 hele Bededagsferien?
❤️
Kys Michelle
PS. Jeg bliver SÅ glad for kommentarer.
Forudbestil Lev livet modigt her! De første 1000 for en lækker mulepose med ?
Online foredrag med Michelle
Torsdag d 30/4 holdt Michelle et onlineforedrag, og du kan købe adgang og se det lige nu, og igen lige mange gange du vil! Klik på billedet!
Det er med garanti ikke et foredrag du har hørt før, for jeg fortæller helt nye historier. Pointerne er dog de samme:
Autenticitet, handlekraft, selvironi. Og så taler jeg noget om at vi skal sætte os selv fri, vi er ikke det dummeste, tåbeligste, grimmeste vi har gjort. Vi er det vi vælger at være – i dag og imorgen. Vi er vores handlinger, og derfor kræver de bevidste kontinuerlige handlinger, og knap så meget meget autorepeat.
Og det regner alligevel, biografen er lukket, du kan ligeså godt se foredrag med Michelle ?
Energistøvsugeren
En energistøvsuger er et menneske, der tager mere energi end de giver.
Det er ok, at en man holder af, der som regel giver mere end de suger (eller ca det samme), i en periode har behov for mere end de kan give. Faktisk vil jeg påstå at mennesker man elsker, ikke kan være energistøvsugere, fordi vi får energi af at hjælpe dem vi elsker.
Vi får også energi af at hjælpe der hvor det ikke er forventet, hvis vi føler at det vi giver, bliver set, registreret, værdsat.
I går hjalp jeg en kvinde jeg næsten ikke kender, med noget vigtigt, og belønningen kom i disse ord: “Jeg bliver virkelig rørt lige nu. Jeg er også ekstra tyndhudet (og ekstra fattig) for tiden. Den her form for solidaritet og søsterskab….” – og sætningen blev ikke engang afsluttet, men det er det vigtigste jeg har gjort for et andet menneske længe. Det ved jeg. Det gør mig glad ❤️
Næe.
Energistøvsugere er dem som giver et kompliment der forklædt som ros, gør lidt ondt. Og vi er gearet til at sige tak, når vi i virkeligheden tænker et forvirret “Av”
Energistøvsugere er dem som er kritiske overfor alt hvor de ser en mulighed for at stikke en kæp i hjulet, og når man så endelig påpeger det, siger de “Det var en Rosengren, prøv at duft”. Og så er vi gearet til at ligge styrtet i grøftekanten, og sige “Joe, det dufter da meget godt”, mens vi egentligt tænker på, om vi har plaster nok til hullet på knæet og sjælen.
Energistøvsugere er dem der konsekvent tager den modsatte holdning af din, upåagtet at deres holdning igår var 180 grader modsat, og når man så finder modet til at sige “Du havde en anden holdning igår”, så svarer “Du kan da vist ikke tåle at alle ikke er rygklappere?”
Jeg fungerer fint uden rygklappere, min teflondragt er tykkere end de flestes, ellers ville det være for råt for mig, at leve som jeg VÆLGER at gøre.
Jeg er ikke bange for tydelighed, men når der bliver efterladt nok små splinter i mit system, så gør det ondt. Og så må jeg flytte mig fra energistøvsugeren. Jeg er blevet for gammel til at prøve at fjernstyre de andre, jeg ændrer min egen kurs.
Det blev i dag til denne her besked:
Jeg har en følelse af at jeg ikke lige er din kop te, jeg ved vi har fælles venner tæt på, men jeg befrier dig alligevel for mig. Først synes du jeg var for hysterisk med Corona og nu ikke nok, og jeg har altid en følelse af at du er lettere irriteret på mig, og så tænker jeg at vi jo ikke skal “følges ad”. Jeg kan bare mærke at jeg bliver lidt ked af det og forvirret næsten hver gang du kommenterer på min wall.
For i dag da jeg så energistøvsugerens navn i mit feed, tænkte jeg “Åh nej, hvad skriver hun nu?”
Og så tænkte jeg, nej tak. Og det betyder ikke at personen ikke er fantastisk, og har gjort de mange gode gerninger hun efterfølgende påpegede, det betyder at vi ikke er et match. Jeg er ikke Nutella, Jeg kan ikke gøre alle glade ♥️
Passér gaden. Vi går bare hver sin vej. Det er der heldigvis plads til.
Kys, Michelle
Min nye bog Lev livet modigt udkommer 3/6, men du kan forudbestille her! Gid du gør det. Mange bække små….
HUSK at jeg bliver lykkelig for delinger, likes, kommentarer, vi er så fjernt fra hinanden lige nu, jeg beder dig “Hoppe” højt nok til at jeg kan se det ❤️
Det forgangne år har været det mest harmoniske og lykkeligste år i mit liv
For et år siden startede påskeugen i morgen. Mandag d. 15. April. Kamille skulle til sin far, vi var lige kommet hjem fra Færøerne og jeg havde ikke været på en date meget længe, men tænkte at nu var det nu. Altid prøve igen.
Jeg havde skrevet sammen med en fantastisk mand i nogle uger, meget lovende kommunikation, vi aftalte at mødes på kirkegården ved Grundtvigskirken, og se det sidste af de afblomstrende kirsebær.
Vi mødtes. Han havde megakiksede sko på, men jeg er også tit megakikset klædt på, det er jo ikke vigtigt vel? Jeg var næsten 47 år og kunne ikke bruge energi på noget så latterligt. De var bare virkelig grimme.
Vi hilste fjoget på hinanden, som man jo gør og startede forsigtigt en samtale op. Og så blev det først kikset, han talte om hvordan han havde mistet kontakten til sine forældre, på grund af uenighed om en fælles trailer, jeg måtte jo nok kunne forstå at faren burde have tømt haveaffaldet af den, inden han afleverede. Alt imens jeg spekulerede på, hvorfor jeg havde taget så fint (og matchende) undertøj på, når ingen nogensinde skulle se det.
“Det har været super hyggeligt Michelle, må jeg invitere dig på middag?” (Det var i en anden tid, med åbne restauranter), “Jeg synes det har været forfærdeligt, du ved intet om mig, jeg vil hellere hjem”. Det fløj bare ud af mig, og mens jeg gik hjem, blev jeg mere og mere ked. Det var HÅBLØST!
Jeg ringede til Charlotte og beklagede min nød. Og Charlotte er fantastisk og svarede bare “Klokken er kun 18, du kan nå en til date?”
Tidligere på dagen havde en eller anden type skrevet til mig på Tinder “Du ligner en man kan have det sjovt sammen med – i lang tid”
Vores kommunikation havde været ret sjov, fra første besked “Hej, hvis du er højere end mig, gifter jeg mig med dig” og så aftalte vi, at det ville blive på et Rådhus i Toscana.
Men jeg skulle jo på tur med papskiltet med de pæne sko, og aftalte endnu en (!) gåtur med Toscana, om 2 dage. Hvis nu daten i dag, mod forventning, skulle blive kikset.
Men nu sad jeg derhjemme, i matchende undertøj “, og bandede hele lortet af helvedes til. Ingen kunne mødes og jeg ville “et eller andet”, jeg var i hvert fald ude på noget.
Og så skrev jeg til Toscana, at jeg ville i biffen. Han ville godt med, han ville bare sidde til venstre, og jeg tænkte at det var så sødt, han måtte vide at jeg var døv på højre øre “Næe, men jeg er døv på venstre”, skrev han. Og morede mig allerede gevaldigt. Han ville hente mig, på vej til biffen.
Jeg stod nede på vejen og tænkte at jeg virkelig gerne ville se den film, uanset hvor grimme sko der ville dukke op, og så kom Morten. Og fra det sekund, ændrede hele mit liv sig, og jeg ville helst se på Morten. Altid.
Han steg ud af bilen, han så så lækker ud at jeg mistede al min luft, så tjekket, så muskuløs, så charmerende, så velklædt at jeg har været den kiksede lige siden, og jeg blev så genert at jeg ikke engang turde kikke på ham – og jeg kunne slet ikke tale…
Og resten må i læse i bogen, jeg kan dog afsløre at jeg i løbet af aftenen udbrød “Er du ved at forføre mig, dit svin?”
Og derfor morer det os en del, når han siger “På onsdag er det et år siden du kaldte mig svin, første gang”
I morgen, onsdag, er det et år senere. Det sjoveste og mest harmoniske år i mit liv. Morten er det mest uforfærdede menneske jeg nogensinde har mødt, eller måske endda hørt om. Aldrig har jeg følt mig så prioriteret, ved siden af fire unger og et krævende job, har jeg fra vores første møde, følt mig elsket og vigtig.
Det er fis, ballade, kærlighed, latter, samhørighed og ærlighed. Jeg spurgte tit i starten “Må jeg….”, det kunne være skrive mine tanker ned offentligt, eller gøre et eller andet som jeg godt vidste ikke var normalt, og uanset hvad jeg spurgte om, var svaret “Du må alt”
Og svaret er stadig “Du må alt”, hvis jeg af usikkerhed spørger om lov til et eller andet. Det er så banalt, så nemt, så ukompliceret. Vi elsker bare betingelsesløst.
Og jeg vil bare helst ALT sammen med Morten. Jeg lyser op i et smil hver gang jeg får øje på ham, har bare lyst til at kysse og røre. Alt vil jeg gøre, for at se ham lykkelig. Et år siden det startede.
I morgen er det et år siden at det var d 15. April 2019. Og ved du hvad, det slutter aldrig ❤️ Kærligheden bare vokser og bliver smukkere.
PS.
Jeg savner jer allesammen. Mennesker, liv, puls. Kommenter? Så bliver jeg så glad ??
De unge kan også være bange ?
Glem lige økonomien et øjeblik, jeg synes det er noget kludder, men det ordner sig. Det er ikke det dét her handler om.
Jeg er begyndt at bekymre mig for, om vi passer på især de ældste, ved at ofre især de yngste?
Bliver de ængstelige for evigt?
Bliver berøring noget man frygter?
Skubber vi til den distancering, der allerede var et problem (for mig) inden corona?
Skaber vi større ensomhed?
Skaber vi en altopædende skærmkultur?
Hvis vi forestiller os at alle må se en ven, så vil der være mange der aldrig er med i loopet, fordi de aldrig er førstevalget? Og bliver frygten for at blive afvist, for stor?
Jeg forstår at corona er livsfarligt, jeg forstår den situation vi prøver at undgå, men de tal over hvor mange der fx dør af rygning, contra corona, de forvirrer mig, hvad er sandt? Det lyder jo helt skørt det perspektiv?
Og er rygerne bare dygtigere til at dø lidt mere spredt – både tids- og matrikelmæssigt, til at vi lige gider gå amok over de tal og lukke et helt land ned?
Jeg er så heldig at der er 5 unge mennesker her i huset, der er mere liv end de fleste andre steder, men jeg ser også hvordan de “bare” affinder sig med situationen, selvom frustrationen over savn, ensomhed vokser. Og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg synes det er godt at de samarbejder så fint, eller forfærdeligt at de bare lader deres drømme parkere så let? Og det er ikke bare for en stund mere. Vel?
Statsministeren sagde at vi måske skal finde en anden måde at være sammen på, for altid? Godt jeg ikke havde den tjans!
Og hvad sker der når vi slipper dem fri? Skal de så løbe med en stor elastik i ryggen, af frygten for “Hvad nu”, at det forhindrer dem i at komme frem?
Eller, lader vi dem bare løbe og så starter det hele måske forfra? Og hvilken sommer ville jeg helst have ofret, hvis jeg tager efter aldersspændet her i huset.
14 år og første sommer hvor jeg selv cyklede til Hornbæk med mine venner hver dag. Dem der var lidt ældre drak øl og jeg kikkede nysgerrigt og var ikke klar.
15 år hvor jeg var på interrail og kyssede mig gennem Europa? Dollaren steg mens min veninde og mig var væk og hver dag var vores rejsecheck mere værd. Jeg lærte at forstå tog, tider, bookninger og at man skulle huske mere end det minut man stod i. I Paris lagde politiet an på os og jeg lærte meget om mænd og magtmisbrug på et par minutter. Vi kikkede på verden fra Sacre Cour og jeg vidste at jeg ville se det hele.
16 år hvor jeg var i Spanien og mødte en italiensk flirt jeg stadig kender, og som blev springbrædtet til utallige rejser hele mit liv? Hans ven er blev min ven og han ringede fra Peru den anden aften og fortalte hvordan skellene derovre vokser, så hurtigt at det skræmmer ham.
17 år da jeg var alene i Italien med en veninde, så virkelig godt ud i bikini og flirtede med alle. Da jeg kom hjem mødte jeg Scott i Nyhavn, han var amerikaner og på vej jorden rundt med et kæmpe skib. Jeg sagde op og sejlede med. Vi kom kun til Marstal så løb skibet tør for penge, og mens vi håbede kaptajnen vandt i lotto, bankede vi rust fra bådsmandsgynger og kikkede på stjernerne når solen gik ned
18 år da jeg var på interrail med en ven, han tissede i teltet i en brandert og jeg lærte en del om konflikthåndtering og forsoning. Det var efter jeg havde været på Roskilde med en veninde, købt store balkjoler i en second hand butik i en brandert og var pludselig var vi på Roskildefestival i stor skrud og pailletter. Jeg mødte 1000 mennesker, dansede provokerende tæt med flest muligt af dem, dansede natten til morgen og lærte at stå på rulleskøjter af ham jeg dansede mest med.
Og de skal nok nå det, i know, men ærlig talt tænker jeg mere og mere på at passe på de unge mennesker. Hvad bliver det langsigtede resultat af det her?
Hvad tænker de, derinde hvor jeg ikke kan få adgang?
…….og alt i mens, prøver vi at lære dem glæden ved at skabe noget med hænderne, ved at tvinge dem til at være med til at bygge haven om. Det bliver lettere og lettere og det er slet ikke en kamp. Men det er faktisk meningen at de hellere vil være sammen med deres venner?
Og de er også selv gode til at få det bedste ud af situationen, og invitere til middag hvor alle kommer klædt ud. Nu vi ikke må invitere gæster, men har vi focus nok på dem. I believe the children are our future ?
PS. Jeg bliver glad for kommentarer ?
Kom maj, du knap så søde og milde…
Klasseskellene har aldrig været tydeligere i Danmark i min levetid. De privilegeredes børn bliver nok bare holdt hjemme efter påske, men alle har ikke den valgmulighed. I mange hjem går valget på: Barn i institution eller ingen mad på bordet.
Kom maj, du knap så søde milde…
Umenneskelige valg er blevet vores hverdag. Hvert sekund er en vejrtrækning vi skal hive lidt efter….
De heldigere børn kan bare blive hjemme og lege i haverne, med mindre forældrene tror på den unævnelige flokimmunitetsmodel: “Lad os få det her overstået” og vil have dem afsted i smitteberøring.
Og vores børn får jo alligevel frisk luft, og masser af økologiske grøntsager i en velafbalanceret hverdag, de bliver næppe særligt syge. Sådan har jeg det et hemmeligt sekund hver dag. Alt hænger bare mere sammen end nogensinde. Dig og mig. Vores behov for solidaritet har fået et los i røven af moder natur.
Jeg læser om bedsteforældre der ikke ser deres (nyfødte) børnebørn. Og døende der ikke må kramme farvel.
Så tænker jeg på, om jeg, hvis jeg var 84 år og tidligere storryger, såkaldt udsat, om jeg hellere ville være tæt på mine elskede og risikere livet, end afslutte livet med at vinke til dem mens tiden gik baglæns, og på en skærm jeg fattede hat af?
Hvem afgør egentligt det? I hvert fald ikke dem selv. Jeg tror godt jeg ved, hvad min afdøde farfar havde valgt, hans fantastiske liv var brugt godt, han var ikke bange for at dø. Det var et afklaret “Når jeg skal herfra”. Hans livskvalitet i mange år, var når vi kom forbi ❤️
Og især spekulerer jeg på hvad Mette dog skulle have gjort anderledes? Hendes valg er “Pest eller Corona”, og uanset hvad hun havde gjort, havde hun smidt nogen under bussen. “Spil så Mette, pest eller corona? Hvem kaster du under bussen?”
Og de små børn har vi mere tal på end nogle andre. Der er opmærksom ved den mindste snue. Vi kan hurtigt have et overblik som er svært at få, hvis man åbner frisører og barer. Og dermed kan vi hurtigt skrue på knapperne igen. Og statistisk bliver de små ramt mindst af det her lort. Godt valg.
Men hvad de børn, hvis forældre er i en udsat kategori? Skidt valg for de familier. Men hvad skulle landet dog have gjort? Det her er et kalkuleret minimum uundgåeligt tab. Af mennesker.
Dét er umenneskeligt! Vi er farlige for hinanden og vi er hinandens redning. På en gang.
Jeg savner min store dreng så det gør ondt, skæbnen ville at jeg ikke havde set ham en måneds tid da det her begyndte, helt uvant, nu er der gået en måned mere. Av. Men også pyt.
Han er startet i drømmejob og kan ingen chancer tage, og jeg bor med 6 andre, besøger han mig – besøger han syv uanset om de andre er med til selve “mødet”.
Som ny Radiovært på et musikprogram på Loud, skulle han vel på ALLE landets festivaller, og med pressekort og backstage, nu skal han se Netflix. Alle de smukke unge mennesker, jeg ville give højre hånd for at de fik en nemmere mere ubekymret ungdom – men er det ikke det vi er igang med at forsøge at genskabe?
Min økonomi (som jeg kendte den) er kollapset, Ingen arme / ingen kager : Ingen foredrag / ingen indkomst. Men jeg finder vej, og uden hjælpepakker. Jeg kan tjene penge på forudsalg af bøger, penge jeg alligevel ville have tjent, jeg smører bare smørret meget tyndere på ved at få min forventede omsætning fra juni allerede nu.
Dermed udelukker jeg mig ganske frivilligt fra hjælpepakkerne, men jeg har en stolthed ved af at løse det selv. Andre har ikke den mulighed og lige nu handler det om at gøre ALT hvad vi kan – ALLESAMMEN.
Alle der kan, skal bruge alle de penge de plejer. Nethandel, take away, sende blomster til alle der bor alene. Vi skal tage en for holdet. Hver dag. Nogle dage bliver svære at synke og aldrig har det lange seje træk været vigtigere.
Glem det der med at spørge om evidens. Vi er et levende eksperiment. Ingen ved hvad de laver og det går så hurtigt at højre og venstre hånd ikke KAN nå at kommunikere. Og du må gerne skrige frustreret ind i mellem, bare du gør det DU skal.
Gør det du kan, Gør det sværeste først. Hver dag. Spis sundt. Bevæg dig. Sov. Ryd op i ét skab hver dag.
Hils på din nabo. Send blomster. Send gækkebreve. Send søde sms’er. Send kærlighedserklæringer til alle du elsker.
Kik på gamle nostalgiske billeder. Skriv et digt. Læs en bog (min). Gå en tur. Dæmonerne kan ikke lide frisk luft. Dem der kan, har ansvaret ?????
Find lykken i en solstråle og 78 spirende tomatplanter. Vi skal have tomatmadder, tomatsuppe, tomatsovs og tomatsalat hele sommeren. Og tomatketcup, tomatrelish, tarte tomat, tomat og mozzarella, tomattærte og syltede grønne tomater.
Hvis du har lyst, vil du så “like”, “dele”, “kommentere” – et eller andet. Hvis du vil have jeg skriver mere, bliver jeg nødt til at kunne mærke DIG!
Vi skal også sørge
Jeg ved ikke hvorfor, men hver dag har jeg klikket ind på Cph.dk, hvor man (normalt) kan se trafikken på alle fly til og fra København. Jeg har fulgt med i at antallet af fly, nærmest halveredes hver dag. Og i dag var der så slet ingen afgange at se. Ingen hjemkoster. Der er ingen fly hverken til eller fra Kastrup på oversigterne. Det er så sørgeligt.
Lufthavnen er tom. København er tom. Lommen er tom.
Men her er 7 trin til HAPPINESS.
My ass. Jeg vil gerne tackle det her mest klogt, men det betyder ikke at jeg vil lukke af for den sorg det også er. Det er, som om at den standsede flytrafik er et symbol på nedlukningen af mit og dit liv som det var, og uanset hvor nødvendigt det er, er det sørgeligt. Og uanset hvor skønne vores liv garanteret bliver igen om …. snart, er det afsindigt skræmmende lige nu.
En af de ting jeg slet ikke kunne finde ud af at håndtere, i genoptræningsforløbet efter min hjernetumor, var at jeg ikke måtte sørge. Jeg blev igen og igen spurgt om jeg ikke skulle overveje lykkepiller, fordi jeg græd meget. Men jeg følte overhovedet ikke, at jeg havde en depression. Jeg vidste godt hvorfor jeg sørgede. Der var så uendeligt meget at sørge over.
Igen og igen fik jeg af vide, at jeg skulle være glad for at være i live, og jeg blev så frustreret, fordi jeg synes at det indirekte påstod at jeg ikke var dét. Jeg var da lykkelig for at være i live, men jeg var helt afsindig ked af alt det jeg havde mistet. Min hørelse på det ene øre. Alene det var en KÆMPE tab og det måtte jeg faktisk gerne tude snot over.
Jeg er det lykkeligste sted i mit liv. Lige om lidt er det et år siden jeg kaldte Morten et svin første gang. Det er en joke her, fordi han ret kort inde i første date begyndte at forføre mig, og da det gik op for mig, fløj det ud af mig “Er du ved at forføre mig, dit svin!?” Og således er det er altså næsten et år siden jeg kaldte ham svin, første gang. Og aldrig har jeg været gladere, tryggere. Aldrig har jeg haft det sjovere.
Men jeg har heller aldrig været mere opmærksom på, at jeg ikke kender næste uge. Og det jeg i hvert fald vidste, det er nu uvist. Vi skal ikke til Spanien på sommerferie, kørt af vores 3 voksne drenge som lige havde fået kørekort. Vi aner ikke hvornår det overhovedet er tiltalende at komme til Spanien igen, og drengene har overhovedet ikke fået kørekort. Men hvaaaaaaaad skaaaaal viiiii såååååååååå?
Og må man overhovedet spekulere over det? Eller putter det mig i en kasse af uempatiske røvhuller, tosser der kun kan rode rundt i egen navle, mens folk lige ved siden af dør og går fallit? Ferie. Helt ærligt. Men (et forsigtigt men) jeg havde jo glædet mig. Og måske udelukker det ene ikke det andet?
Jeg er vild med al den motivation der vælter rundt, folk der ikke kender hinanden som synger duet på tvær af atlantan og altanen. Det er virkelig fedt. Og lad os da også have overhængende fokus på alt det gode, men skal vi ikke også lige huske, at der også skal være plads til at sørge og hade klam kinesisk flagermussuppe.
Så, her er 7 trin til at tackle Corona af helvedes til:
1. Tjek dagligt afgange på Cph.dk indtil der ikke er flere
2. Køb et vaffeljern og spis mere der er lavet af dej
3. Læs dommedagsteorierne to gange, husk konspirationsteorierne
4. Byt rundt på nat og dag så du undgår sollys
5. Giv hunden en finger hvis den vil ud
6. Find det sommertøj frem du er vokset ud af i løbet af ugen
7. Spil Sten, saks papir med en sten, en saks og et stykke papir
BONUS: Køb min nye bog. Klik her.
Giv dig selv en gave hvis du klarer de 7 første steps godt….
Hviids Varmestue
Jeg spurgte jeg på Instagram om jeg skulle lege brevkasse. Det var en god ide ??
Jeg har lagt første svar op i dag!
Her er de spørgsmål i har bedt mig svare på. I kan sende flere på michelle@michellehviid.dk
Jeg kommer til at svare på et spørgsmål hver dag på min instagramprofil, så længe i gider sende mig spørgsmål.
Vil du fortælle om din omstillingsparathed?
Hvordan undgår du at svigt fra tidligere forhold spøger i din nuværende kærlighedsrelation?
Hvordan har du arbejdet med tilliden til dig selv?
Hvad er det modigste du nogensinde har gjort, hvis du kun må svare en ting?
Et tip til en der analfabet til at date?
Hvad er det vigtigste vi skal lære vores døtre?
Er du god til at rydde op og smide ud?
Hvor er et godt sted at starte hvis man overhovedet ikke lever livet modigt?
Hvordan går det med strikketøjet?
Hvem er dit forbillede?
Hvad frygter du?
Hvad savner du ved at bo i byen?
Hvad er din største bekymring lige nu?
Hvordan får jeg flere oplevelser ind i mit liv uden at have penge?
Tror du vil vi tænke mere i nærvær end forbrug efter denne her krise?
Hvad ville være det bedste du kunne gøre i dag som dit i morgen ville takke dig for?
Kommer dine og Mortens børn ud af det sammen?
Hvad er din største kvalitet som gør dig til den du er?
Hvilken erfaring er vigtigst for dig at give videre til dine børn?
Har du fundet brudekjolen?
Hvordan finder jeg ud af hvad jeg brænder for, når det ikke er det jeg laver?
Følg med på Instagram
Berlingske 19. Marts 2020
Jeg bor sammen med min kommende mand og fem hjemmeboende teenagere, hvoraf den ene har Downs syndrom. Styrelsen for Patientsikkerhed ringer os op fredag, inden Mette Frederiksen lukker landet om onsdagen. 20-årige Esther med Downs syndrom skal i karantæne. Hun har måske været udsat for smitte i sin klub, og det er selvsagt ikke nemt at have et barn med Downs syndrom i karantæne.
Vi har valget mellem, at en af os skal lade sig indlægge med Esther, eller vi kan lave karantæne i huset. Vi vælger huset, og de andre børn rykker ned i kælderen, og vi rykker i stuen. Esther får førstesalen alene, og så kører den ellers med mad foran døren og kommunikation via FaceTime. Jeg er først frygteligt nervøs for, om Esther mon er ekstra udsat for coronavirus, men det er hun ikke. Heldigvis. Hun klarer det så fint og bliver heldigvis ikke ramt af corona.
»Der er idioter iblandt os, men i det store hele synes jeg, det får det bedste frem i os alle sammen.«
Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Vi var på skiferie i Chamonix i uge syv, og der var et tilfælde af coronavirus på den anden side af bjerget. Vi jokede med det, men det er i virkeligheden ikke sjovt.
Vi skulle rejse til Nepal og vandre den onsdag, hvor Mette Frederiksen lukker landet ned. Vi aflyser selvfølgelig, og det koster os 30.000 kr. Jeg har glædet mig, og aflysningen sker med tårer i øjnene. Nu er jeg bare sindssygt glad for ikke at være strandet i Nepal.
Jeg føler, at det hele kommer i etaper. Det, der virker sindssygt om lørdagen, er helt normalt om tirsdagen. Så hurtigt går udviklingen.
Må teenagerne gå ud?
Jeg diskuterer med de store teenagere om, hvorvidt de skal være sammen med mange venner ad gangen. Vi starter med en regel om, at man må være sammen fire ad gangen. Men det sker med rullende udskiftning. Det dur ikke, så nu får de slet ikke lov til at komme ud.
Vi forsøger os med familiemøder og starter dagen kl. 10, så det hele ikke skrider. Vi strukturerer hverdagen, hvem laver mad, og hvem lufter hunden? Jeg er mere krakilsk, end jeg plejer. Vi er hele tiden syv personer hjemme, så det bliver en svinesti på to minutter.
»Det er ikke en tid til at pege fingre, og man er nødt til at forstå, at ni ud af ti af de mennesker, der agerer uhensigtsmæssigt, agerer på frygt, og frygt retter ikke ind af at blive skældt ud.«
Mandag ringer min mor og siger, at hun hoster og tror, hun har coronavirus. Hun sammenligner det med hovedbunden, der klør, når man hører om nogen, der har lus. Når hun nyser, tror hun pludselig, det er corona. Men hun bliver jo ikke tjekket. Min søn på 21, der ikke bor hjemme, har ondt i halsen og er sølle. Han bliver heller ikke testet. Jeg har ingen fysisk kontakt med min mor og min søn. Jeg har det enormt tæt på og har haft det, fra før det pludselig påvirkede alle.
Økonomisk belastning
Onsdag i sidste uge kommer den første aflysning af et foredrag ind. Og så kommer det næste. Og det næste. Det vælter ind med aflysninger, og nu har jeg slet ingen i kalenderen.
Jeg er selvstændig og lever af at holde foredrag, så det er vitterligt en indtægt på nul kroner fra den ene dag til den anden. Jeg har ikke være økonomisk stærk, siden jeg var syg med min hjernetumor. Dengang brugte jeg alt, hvad jeg havde i buffer. Jeg er typen, der lever fra hånden til munden. Jeg er ikke en tjekket type. Der står 1.800 kroner på min konto. Når de er brugt, så har jeg ingen tilbage. Det gør mig meget ked af det.
Jeg ved, at det kun er inde i mit hoved, men jeg er bange for at være en belastning for min kommende mand. Jeg er afhængig af nogle særlige øjendråber for ikke at miste synet på højre øje. De dråber er dyre, og jeg er panisk angst for at løbe tør. Jeg bestiller en masse på nettet, og jeg er nødt til at gå til Morten, min kæreste, og spørge, om han vil betale. Det vil han selvfølgelig. Det er sindssygt svært for mig. Jeg har ikke bedt nogen om penge, siden jeg var 14 år.
»Vi var på skiferie i Chamonix i uge syv, og der var et tilfælde af coronavirus på den anden side af bjerget. Vi jokede med det, men det er i virkeligheden ikke sjovt.«
Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Jeg er en handler. Jeg har en bog, der udkommer i maj. Og netop nu er jeg i fuld tjuhej ved at sætte et website op, så jeg kan sælge bogen i forsalg. Så kan der komme lidt penge i kassen. Jeg ved godt, at mit problem er småt sammenlignet med millioner af mennesker, der er hårdere ramt. Men jeg kan ikke lade være.
En af kunderne, der har aflyst foredrag og rykket det til efteråret, har tilbudt at betale halvdelen af mit honorar nu. Det bliver jeg rørt over. Rørt over den næstekærlighed, som jeg føler, der er midt i det her kaos. Jeg synes virkelig, mennesker er fantastiske. For hver én, der hamstrer, går masser amok, men jeg synes ikke, at det er det billede, der fylder. Jeg ser folk rækker ud – med tilbud om surdej og ekstra sjippetov, som de har liggende. Jeg møder samfundssind meget kraftigere, end jeg kunne bede om. Jeg møder ikke det modsatte. Det her får ikke det værste frem i os alle sammen. Der er idioter iblandt os, men i det store hele synes jeg, det får det bedste frem i os alle.
Styrket af hjernetumor
Når jeg går med hunden hver dag, er der mere øjenkontakt og flere smil, når man møder fremmede. Stemningen er rar, og folk er gode til at holde humøret oppe og hilser med et »glædelig corona«.
Jeg anser mig selv for at være enormt stærk. Jeg har gennemlevet nogle sindssyge kriser. Jeg er ekspert i at rejse mig fra det umulige. Vi har virussen tæt på tidligt, så vi behøver ikke hamstre. Jeg har handlet stort ind og fyldt alle depoter. Jeg kan med stoisk ro sige til børnene: »I skal ikke være bange. Vi er på forkant, og vi er stærke sammen.«
»Det er sindssygt svært for mig. Jeg har ikke bedt nogen om penge, siden jeg var 14 år.«
Gennem hele coronaforløbet har jeg været som et rådyr, der står fredfyldt og græsser på marken, men med et rejst øre, der vejrer stemningen. Jeg er også enormt sulten på information. Jeg begynder, sikkert før alle andre, at tænke på, hvor mange respiratorer der er i landet, og løber vi mon tør? Men den viden virker modsat, den beroliger mig ikke, men får mig til at lytte med begge ører. Jeg ved, at den her virus er noget lort.
Forleden ærgrede jeg mig over, at jeg ikke skal til Nepal. Jeg skulle have gået Caminoen med min mor i april. Jeg går fra at være ærgerlig til at være pisseligeglad. Lige nu sidder jeg og aflyser min og min kæreste Mortens tur til New York i maj – og fuck det. Med den menneskelige katastrofe omkring os er det jo det mindste problem i hele universet, om vi kommer til New York for at kysse med udsigten til en bro.
Jeg prøver at lade være med at forestille mig fremtiden. Alt, hvad jeg kan forestille mig i dag, vælter måske i morgen.
»Jeg opfordrer til storsind. Man behøver ikke kommentere på alt, man er uenig i. Kig på det, konstatér det, og vær klogere.«
Den største gave, min hjernetumor har givet mig, er, at jeg aldrig går ned ad den sti, der hedder »Hvorfor mig? Og hvad skal der blive af mig?«. Jeg forholder mig hele tiden til, hvad kan jeg i dag, som jeg ikke kunne i går.
Min hjernetumor er en styrke for mig i alle henseender af livet – og også i denne krise. Hvis man finder ud af, at man kan rejse sig efter en tumor i hjernen, så bliver skalaen jo større. Og når skalaen bliver stor, bliver de problemer, der lå højt før, pludselig uendeligt små. Vi er alle sunde og stærke her, så jeg frygter ikke så meget for os. Jeg frygter for alle de andre.
Jeg frygter for folk tæt på mig, der er i kemo. Helt lavpraktisk går min far rundt med kraftige smerter i hånden. Han skulle være opereret, og det bliver han ikke. Han overlever nok, at det gør ondt i hans hånd, men det gør mig rigtig ked af det at tænke på det.
Usikkert land
Hvordan skal vi alle sammen vide, hvordan vi skal gebærde os, når vi står på land, vi aldrig har stået på før? Ser du en, der hamstrer, så bær over med det. Jeg opfordrer til storsind. Man behøver ikke kommentere på alt, hvad man er uenig i. Kig på det, konstatér det, og vær klogere. Det er ikke en tid til at pege fingre, og man er nødt til at forstå, at ni ud af ti af de mennesker, der agerer uhensigtsmæssigt, agerer på frygt, og frygt retter ikke ind af at blive skældt ud.
Jeg tror ikke, at børnene kommer i skole før til maj. Men vi klarer den. Der er meget humor i hjemmet, og det er alfa og omega. Jeg har en følelse i kroppen af, at nu har det været stille i nogle dage, i forhold til hvor hektisk det er. Jeg forventer, at der bliver lukket mere ned. Jeg forventer flere katastrofer, og jeg er klar.«
Corona
Normalt når jeg vågner, er det eneste jeg registrerer, i min halvgroggy tilstand, hvor tæt jeg kan komme på Mortens krop. Sådan starter mine dage. Hvis Morten vågner først, er det som om dagen starter langt væk med kærlig berøring, og når min tilstand tillader mig at registrere det rigtigt, bevæger jeg min krop mod hans, til jeg ikke kan komme tættere på. Har vi tid, smelter vi sammen til en.
Sådan vågnede jeg også i dag. Jeg nåede også at tænke et nanosekund, at jeg er den heldigste i hele verden, før jeg tænkte, gad vide hvor mange der er døde i nat. Gad vide hvad katastrofen er i dag. Må vi bevæge os frit i aften, så længe vi ikke er flere end et par stykker? Eller får vi udgangsforbud? Det sidste jeg hørte, inden jeg gik i seng, var at det nu koster mellem 40-300 Euro i Italien, endda fængsel, hvis de ikke respekterer udgangsforbuddet. Og Indien lukker ned. Mere end en milliard mennesker. Hvor mange nuller er der i en milliard?
Jeg kan ikke rumme Mortens berøring, med mindre de kommer kun med omsorg. Intet må hans fingre kræve af mig. Jeg er i alarmberedskab. Italien. Det er lige rundt om hjørnet, og smittekurven i Spanien er værre. Det bliver værre, også her? Jeg har tilbragt de fleste af mine somre i Spanien og Italien.
Et af mine sjoveste minder fra Italien er fra en Campingplads ved Gardasøen. Jeg sad ubekymret foran det mobile home, som var mit feriehjem, i den endeløse række mobil homes fyldt med turister, som var taget til Italien for at høre cikaderne synge og mærke solen på kroppen. Jeg var gift med Kamilles far, det var inden kærligheden forsvandt, og vi var lykkelige. Han har to drenge, jeg har Benjamin og de tre drenge løb og legede næsten nøgne. Kasper, den yngste kom pludselig gående meget målrettet op mod os, han ville ikke være med i legen mere, det sås tydeligt. Da han nærmede sig os, sagde han ”Jeg skal lave LORT, problemet er bare, at jeg har gjort det!”
Men kan jeg få lov at have de minder om Italien mere, uden at tænke på den katastrofe, som de blev ramt af, så hurtigt, at vi stadig stod på ski få kilometer derfra? Lige nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal tænke. Det vakler mellem, at jeg vil blive liggende i sengen og sove til det hele er overstået, til at jeg vil gøre mig umage med at lave lækker frokost til alle ungerne i huset, som må være endnu mere forvirrede over, hvad der foregår.
På en uge gik udviklingen fra, at Morten og jeg ikke kunne komme med de andre til Nepal, fordi Esther som en af de første i Danmark, var udsat for smittefare og skulle i karantæne. Husets ældste barn på 20 år. Hun har Downs, det kræver dedikerede voksne at tackle det.
Vi kunne selvsagt ikke rejse, hun skal tage temperatur flere gange om dagen og vi skal hjælpe hende med at prøve igen, når hun via Facetime, den tætteste kontakt vi har, ringer ned til os i stueetagen, hvor vi er flyttet ned, for at sige, at hendes temperatur er 73,2 grader. Hun får heldigvis ikke corona.
Vi har talt om og glædet os til turen til Nepal i næsten et år. Vi bookede turen, da vi havde kendt hinanden et døgn, den er – eller var – symbolet på, at vi kan alt. Men fra vi har Styrelsen fra Patientsikkerhed i røret, til vi forstår, at de andre, mange gode venner, skal afsted uden os, går for stærkt for min hjerne. Nogle dage forinden, vidste jeg dårligt, at der var noget, der hed Styrelsen for patientsikkerhed.
Vi aftaler, at vi vil tage på spa, når det her er overstået. De andre rejser afsted til Nepal, og pludselig står Udenrigsministeren og befaler alle danskere i hele verden hjem, grænserne lukker, luftrummet lukker og de er kun lige landet – og vi kan ikke engang komme i Spa. Grænserne lukker, og der har aldrig været længere til Sverige og Tyskland i min levetid. Spa? Det er jo så ligegyldigt nu, for verden er en ny, hver gang uret tikker.
Børnene skal ikke i skole, og vi skal styre fem børn, der måske (heldigvis) ikke helt forstår alvoren, med at opretholde en eller anden form for hverdag, som vi ikke kender tidsperspektivet på. Pludselig er vi lykkelige for at være i sofaen, ikke i Nepal, selvom vores oppakninger og vandregear til Nepal ligger sirligt på sengen i gæsteværelset og vidner om måneders forberedelse. Vi har ikke flyttet det endnu.
Vi skal omstille os, og vi er gode til det. Vi laver skemaer længe før facebookskemaer fylder vores feed på Facebook. Vi er bare ikke helt i stand til at håndhæve de skemaer, for det virker som weekend, når vi alle sammen er samlet under samme tag, uden tydelige gøremål. Det her samarbejder ikke med en teens natur og vi har fem.
Jeg vil have, at de husker denne her tid, ikke kun for corona, med blikket på filmen ”Livet er smukt” (som du straks må se eller gense), vil jeg gøre de her svære uger til nogle, der også var gode. Så vi laver snobrød over bål i haven, det er hyggeligt, selvom jeg kikker stjålent rundt og ikke er 100% til stede.
Jeg gør mig umage med lækker frokost, insisterer på, at alle skal hjælpe mere med at holde orden end normalt, huset ligner en eksplosion på få minutter med syv mennesker hjemme around the clock.
Det er som et fald. Et styrt. Jeg faldt engang på rulleskøjter, jeg så grenene på stien, inden jeg ramte dem, jeg nåede at tænke: nu rammer du de grene, og styrtet er uundgåeligt. Jeg ramte, og så fløj jeg gennem luften, inden jeg ramte asfalten så hårdt, at jeg endte på skadestuen. Det foregik i slowmotion. Jeg vidste, hvad der ville ske, inden det skete, jeg nåede at registrere hver eneste smerte i hjernen, før jeg kunne mærke den i kroppen.
Sådan er de her dage også. Det er slowmotion og fast forward, samtidig.
Jeg hører i News, at hospitalerne forsøger at skaffe flere respiratorer, 1040 er ikke nok, de finder flere frem fra kældre og lofter på landets hospitaler. I dag ligger 60 måske i respirator, i går var det måske 46 og jeg må forstå, at myndighederne har øjnene på mere end 1040.
Min storebror kommer forbi, han skal hjælpe med noget i haven, han er landskabsarkitekt og hvis vi ikke bruger de her dage til at lære at mestre surdej, rydde op i skuret (der ingen interesse har fået i årevis), og bruger energien på hvor vi skal have højbede i haven, er det for skørt. Så Marck kommer – og jeg må ikke kramme ham, vi sparker til hinandens fødder og det er simpelthen for uvirkeligt.
På en almindelig dag, jeg møder min storebror, kunne vi måske godt glemme at kramme, men aldrig har jeg haft lyst til at kramme ham mere, det er en mavepuster. Det er en kædereaktion af mavepustere. Min mor sidder hjemme i sit køkken og kan næsten ikke holde ud, at vi ikke ses, så jeg besøger min forældre. Med 3 meters afstand. Vi taler kun om corona.
Værnemidler. Samfundssind. Pandemi. Forsamlingsforbud. Smittekæder. De ord, jeg kendte dem godt, men de indgik ikke i min hverdag? Jeg vil tilbage, hvor Danmarks største bekymring var fnat. Og jeg vil minde alle om, at vi selv rejste Europa tyndt for en uge siden, og ikke fattede en meter, når vi bliver forargede over de unge mennesker på stranden i Miami, som ikke har fattet det. Det kommer de til. Ligesom os.
Og samfundssind er netop at rumme, hvordan andre reagerer på angst, selvom de køber toiletpapir nok til, at hele Roskildefestivalen får roskildesyge. Alle har forskellige forudsætninger og ingen snobber nogensinde ned af. Aldrig er et menneske vågnet, har slået øjnene op og tænkt ”I dag vil jeg bruge dårligere end jeg evner”
Alle gør det bedste, de formår, i enhver given situation, også når det ikke er godt nok, men så skal de jo ikke have skæld ud. Så skal de have hjælp og omsorg! Og sympati er ikke nok, der skal empati til. Empati fra dig kræver, at du tør komme i kontakt med den del af dig, som forstår et andet menneskes handlinger, fordi du genkender følelsen i dig selv.
Det tør vi tit ikke.
Ville du turde have kontakt med den del af dig, som ville hamstre?
Ville du fx hamstre livsvigtig medicin til din mor? Kunne frygten for at mangle noget, der var livsvigtigt for din mor, få dig til at skide på fællesskabet? Så få kontakt med den følelse, og lad være med at pege fingre af den, som panisk køber toiletpapir. Hjælp i stedet med at få det ind i bagagerummet, mens I holder tre meters afstand, forstås. Det er samfundssind
. Det her er den største eksamen verden nogensinde har været til. Til gengæld fik vi ingen forberedelsestid og vi kender ikke pensum. Hvordan skal vi agere? Hvordan skal vi forberede os? Hvordan skal jeg putte mig ind til Morten, og mærke lysten til ham i min krop, når mit hoved er fyldt med ”Gad vide hvad dagens katastrofe er, hvor mange er døde?”
Gad vide hvordan verden bliver bagefter? Og mere end nogensinde ”Hvem er jeg?”
For er det ikke det største spørgsmål? Hvis jeg ikke kender min hverdag, og jeg ikke kender min døgnrytme, og jeg heller ikke kender verden omkring mig, kender jeg så mig selv?
Vi mangler retning. Alle sammen. Vi aner ikke, hvad vej vi skal gå. Kun at vi skal gå tre meter fra hinanden. Eksperterne går ikke engang samme vej. Svenskerne, som vi nok plejer at følges med, har fundet deres helt egen retning?
Jeg må minde mig selv om, at jeg har været her før. Ikke med corona. Der var det en hjernetumor, og der var det mig alene, alt omkring mig var normalt. Måske bliver det her nemmere. Vi har alle sammen hinanden. Katastrofen er meget større, men det er fællesskabet også. Hvis vi tør.
Min ven siger altid, at hvis det store billede er uoverskueligt, så fordyb dig i det nære. Jeg skal kravle ind til Morten. Jeg skal mærke varmens fra hans krop. Jeg skal glemme alt omkring mig, mens han leger med hver millimeter af min krop, og fylder mig med lykke og kærlighed. Jeg skal huske, at det er er en absurd ,hvor hele verden kollektivt bliver tvunget til at gentænke, hvad vi vil med livet og jorden.
Jeg blev bare lige nødt til at skrive det her først, for at få lidt styr på mine tanker. Måske kan jeg få styr på dem, bare ti minutter ad gangen, mens verden gør, hvad verden altid har gjort. Finder en vej.
Og de klogeste dyr (og mennesker) er de mest omstillingsparate. Jeg vil gøre mig umage for at være omstillingsparat. Jeg vil lære de unge mennesker omkring mig, at vi behersker kaos. Det her er måske de måneder i vores liv, hvor indlæringskurven er stejlest.
Jeg må minde mig selv om, at jeg har været her før. Ikke med corona. Der var det en hjernetumor og der var det mig alene, alt omkring mig var normalt. Måske bliver det her nemmere. Vi har alle sammen hinanden. Katastrofen er meget større, men det er fællesskabet også. Hvis vi tør.
Vi må acceptere det vi ikke kan ændre, og lige nu accepterer vi i en hastighed som en tsunami. Jeg skal koncentrere mig om at være der hvor jeg er. Fordybe mig i det jeg kan, og kun følge nyhederne en gang om dagen.
Måske er det modigste lige nu at bare være i det, accepterer livsvilkårene for foråret 2020.
Og glæde os til vi skal have vores frie liv igen, som vi nok vil sætte mere pris på end nogensinde før og taknemmelighed har vist aldrig skadet.
Min telefon behøver ikke bippe Breaking News når Prins Charles også har corona. Mit liv er her på matriklen, i dag, lige nu. Jeg må finde og kysse Morten.
