Berlingske 19. Marts 2020
Jeg bor sammen med min kommende mand og fem hjemmeboende teenagere, hvoraf den ene har Downs syndrom. Styrelsen for Patientsikkerhed ringer os op fredag, inden Mette Frederiksen lukker landet om onsdagen. 20-årige Esther med Downs syndrom skal i karantæne. Hun har måske været udsat for smitte i sin klub, og det er selvsagt ikke nemt at have et barn med Downs syndrom i karantæne.
Vi har valget mellem, at en af os skal lade sig indlægge med Esther, eller vi kan lave karantæne i huset. Vi vælger huset, og de andre børn rykker ned i kælderen, og vi rykker i stuen. Esther får førstesalen alene, og så kører den ellers med mad foran døren og kommunikation via FaceTime. Jeg er først frygteligt nervøs for, om Esther mon er ekstra udsat for coronavirus, men det er hun ikke. Heldigvis. Hun klarer det så fint og bliver heldigvis ikke ramt af corona.
»Der er idioter iblandt os, men i det store hele synes jeg, det får det bedste frem i os alle sammen.«
Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Vi var på skiferie i Chamonix i uge syv, og der var et tilfælde af coronavirus på den anden side af bjerget. Vi jokede med det, men det er i virkeligheden ikke sjovt.
Vi skulle rejse til Nepal og vandre den onsdag, hvor Mette Frederiksen lukker landet ned. Vi aflyser selvfølgelig, og det koster os 30.000 kr. Jeg har glædet mig, og aflysningen sker med tårer i øjnene. Nu er jeg bare sindssygt glad for ikke at være strandet i Nepal.
Jeg føler, at det hele kommer i etaper. Det, der virker sindssygt om lørdagen, er helt normalt om tirsdagen. Så hurtigt går udviklingen.
Må teenagerne gå ud?
Jeg diskuterer med de store teenagere om, hvorvidt de skal være sammen med mange venner ad gangen. Vi starter med en regel om, at man må være sammen fire ad gangen. Men det sker med rullende udskiftning. Det dur ikke, så nu får de slet ikke lov til at komme ud.
Vi forsøger os med familiemøder og starter dagen kl. 10, så det hele ikke skrider. Vi strukturerer hverdagen, hvem laver mad, og hvem lufter hunden? Jeg er mere krakilsk, end jeg plejer. Vi er hele tiden syv personer hjemme, så det bliver en svinesti på to minutter.
»Det er ikke en tid til at pege fingre, og man er nødt til at forstå, at ni ud af ti af de mennesker, der agerer uhensigtsmæssigt, agerer på frygt, og frygt retter ikke ind af at blive skældt ud.«
Mandag ringer min mor og siger, at hun hoster og tror, hun har coronavirus. Hun sammenligner det med hovedbunden, der klør, når man hører om nogen, der har lus. Når hun nyser, tror hun pludselig, det er corona. Men hun bliver jo ikke tjekket. Min søn på 21, der ikke bor hjemme, har ondt i halsen og er sølle. Han bliver heller ikke testet. Jeg har ingen fysisk kontakt med min mor og min søn. Jeg har det enormt tæt på og har haft det, fra før det pludselig påvirkede alle.
Økonomisk belastning
Onsdag i sidste uge kommer den første aflysning af et foredrag ind. Og så kommer det næste. Og det næste. Det vælter ind med aflysninger, og nu har jeg slet ingen i kalenderen.
Jeg er selvstændig og lever af at holde foredrag, så det er vitterligt en indtægt på nul kroner fra den ene dag til den anden. Jeg har ikke være økonomisk stærk, siden jeg var syg med min hjernetumor. Dengang brugte jeg alt, hvad jeg havde i buffer. Jeg er typen, der lever fra hånden til munden. Jeg er ikke en tjekket type. Der står 1.800 kroner på min konto. Når de er brugt, så har jeg ingen tilbage. Det gør mig meget ked af det.
Jeg ved, at det kun er inde i mit hoved, men jeg er bange for at være en belastning for min kommende mand. Jeg er afhængig af nogle særlige øjendråber for ikke at miste synet på højre øje. De dråber er dyre, og jeg er panisk angst for at løbe tør. Jeg bestiller en masse på nettet, og jeg er nødt til at gå til Morten, min kæreste, og spørge, om han vil betale. Det vil han selvfølgelig. Det er sindssygt svært for mig. Jeg har ikke bedt nogen om penge, siden jeg var 14 år.
»Vi var på skiferie i Chamonix i uge syv, og der var et tilfælde af coronavirus på den anden side af bjerget. Vi jokede med det, men det er i virkeligheden ikke sjovt.«
Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Jeg er en handler. Jeg har en bog, der udkommer i maj. Og netop nu er jeg i fuld tjuhej ved at sætte et website op, så jeg kan sælge bogen i forsalg. Så kan der komme lidt penge i kassen. Jeg ved godt, at mit problem er småt sammenlignet med millioner af mennesker, der er hårdere ramt. Men jeg kan ikke lade være.
En af kunderne, der har aflyst foredrag og rykket det til efteråret, har tilbudt at betale halvdelen af mit honorar nu. Det bliver jeg rørt over. Rørt over den næstekærlighed, som jeg føler, der er midt i det her kaos. Jeg synes virkelig, mennesker er fantastiske. For hver én, der hamstrer, går masser amok, men jeg synes ikke, at det er det billede, der fylder. Jeg ser folk rækker ud – med tilbud om surdej og ekstra sjippetov, som de har liggende. Jeg møder samfundssind meget kraftigere, end jeg kunne bede om. Jeg møder ikke det modsatte. Det her får ikke det værste frem i os alle sammen. Der er idioter iblandt os, men i det store hele synes jeg, det får det bedste frem i os alle.
Styrket af hjernetumor
Når jeg går med hunden hver dag, er der mere øjenkontakt og flere smil, når man møder fremmede. Stemningen er rar, og folk er gode til at holde humøret oppe og hilser med et »glædelig corona«.
Jeg anser mig selv for at være enormt stærk. Jeg har gennemlevet nogle sindssyge kriser. Jeg er ekspert i at rejse mig fra det umulige. Vi har virussen tæt på tidligt, så vi behøver ikke hamstre. Jeg har handlet stort ind og fyldt alle depoter. Jeg kan med stoisk ro sige til børnene: »I skal ikke være bange. Vi er på forkant, og vi er stærke sammen.«
»Det er sindssygt svært for mig. Jeg har ikke bedt nogen om penge, siden jeg var 14 år.«
Gennem hele coronaforløbet har jeg været som et rådyr, der står fredfyldt og græsser på marken, men med et rejst øre, der vejrer stemningen. Jeg er også enormt sulten på information. Jeg begynder, sikkert før alle andre, at tænke på, hvor mange respiratorer der er i landet, og løber vi mon tør? Men den viden virker modsat, den beroliger mig ikke, men får mig til at lytte med begge ører. Jeg ved, at den her virus er noget lort.
Forleden ærgrede jeg mig over, at jeg ikke skal til Nepal. Jeg skulle have gået Caminoen med min mor i april. Jeg går fra at være ærgerlig til at være pisseligeglad. Lige nu sidder jeg og aflyser min og min kæreste Mortens tur til New York i maj – og fuck det. Med den menneskelige katastrofe omkring os er det jo det mindste problem i hele universet, om vi kommer til New York for at kysse med udsigten til en bro.
Jeg prøver at lade være med at forestille mig fremtiden. Alt, hvad jeg kan forestille mig i dag, vælter måske i morgen.
»Jeg opfordrer til storsind. Man behøver ikke kommentere på alt, man er uenig i. Kig på det, konstatér det, og vær klogere.«
Den største gave, min hjernetumor har givet mig, er, at jeg aldrig går ned ad den sti, der hedder »Hvorfor mig? Og hvad skal der blive af mig?«. Jeg forholder mig hele tiden til, hvad kan jeg i dag, som jeg ikke kunne i går.
Min hjernetumor er en styrke for mig i alle henseender af livet – og også i denne krise. Hvis man finder ud af, at man kan rejse sig efter en tumor i hjernen, så bliver skalaen jo større. Og når skalaen bliver stor, bliver de problemer, der lå højt før, pludselig uendeligt små. Vi er alle sunde og stærke her, så jeg frygter ikke så meget for os. Jeg frygter for alle de andre.
Jeg frygter for folk tæt på mig, der er i kemo. Helt lavpraktisk går min far rundt med kraftige smerter i hånden. Han skulle være opereret, og det bliver han ikke. Han overlever nok, at det gør ondt i hans hånd, men det gør mig rigtig ked af det at tænke på det.
Usikkert land
Hvordan skal vi alle sammen vide, hvordan vi skal gebærde os, når vi står på land, vi aldrig har stået på før? Ser du en, der hamstrer, så bær over med det. Jeg opfordrer til storsind. Man behøver ikke kommentere på alt, hvad man er uenig i. Kig på det, konstatér det, og vær klogere. Det er ikke en tid til at pege fingre, og man er nødt til at forstå, at ni ud af ti af de mennesker, der agerer uhensigtsmæssigt, agerer på frygt, og frygt retter ikke ind af at blive skældt ud.
Jeg tror ikke, at børnene kommer i skole før til maj. Men vi klarer den. Der er meget humor i hjemmet, og det er alfa og omega. Jeg har en følelse i kroppen af, at nu har det været stille i nogle dage, i forhold til hvor hektisk det er. Jeg forventer, at der bliver lukket mere ned. Jeg forventer flere katastrofer, og jeg er klar.«
