Kom maj, du knap så søde og milde…
Klasseskellene har aldrig været tydeligere i Danmark i min levetid. De privilegeredes børn bliver nok bare holdt hjemme efter påske, men alle har ikke den valgmulighed. I mange hjem går valget på: Barn i institution eller ingen mad på bordet.
Kom maj, du knap så søde milde…
Umenneskelige valg er blevet vores hverdag. Hvert sekund er en vejrtrækning vi skal hive lidt efter….
De heldigere børn kan bare blive hjemme og lege i haverne, med mindre forældrene tror på den unævnelige flokimmunitetsmodel: “Lad os få det her overstået” og vil have dem afsted i smitteberøring.
Og vores børn får jo alligevel frisk luft, og masser af økologiske grøntsager i en velafbalanceret hverdag, de bliver næppe særligt syge. Sådan har jeg det et hemmeligt sekund hver dag. Alt hænger bare mere sammen end nogensinde. Dig og mig. Vores behov for solidaritet har fået et los i røven af moder natur.
Jeg læser om bedsteforældre der ikke ser deres (nyfødte) børnebørn. Og døende der ikke må kramme farvel.
Så tænker jeg på, om jeg, hvis jeg var 84 år og tidligere storryger, såkaldt udsat, om jeg hellere ville være tæt på mine elskede og risikere livet, end afslutte livet med at vinke til dem mens tiden gik baglæns, og på en skærm jeg fattede hat af?
Hvem afgør egentligt det? I hvert fald ikke dem selv. Jeg tror godt jeg ved, hvad min afdøde farfar havde valgt, hans fantastiske liv var brugt godt, han var ikke bange for at dø. Det var et afklaret “Når jeg skal herfra”. Hans livskvalitet i mange år, var når vi kom forbi ❤️
Og især spekulerer jeg på hvad Mette dog skulle have gjort anderledes? Hendes valg er “Pest eller Corona”, og uanset hvad hun havde gjort, havde hun smidt nogen under bussen. “Spil så Mette, pest eller corona? Hvem kaster du under bussen?”
Og de små børn har vi mere tal på end nogle andre. Der er opmærksom ved den mindste snue. Vi kan hurtigt have et overblik som er svært at få, hvis man åbner frisører og barer. Og dermed kan vi hurtigt skrue på knapperne igen. Og statistisk bliver de små ramt mindst af det her lort. Godt valg.
Men hvad de børn, hvis forældre er i en udsat kategori? Skidt valg for de familier. Men hvad skulle landet dog have gjort? Det her er et kalkuleret minimum uundgåeligt tab. Af mennesker.
Dét er umenneskeligt! Vi er farlige for hinanden og vi er hinandens redning. På en gang.
Jeg savner min store dreng så det gør ondt, skæbnen ville at jeg ikke havde set ham en måneds tid da det her begyndte, helt uvant, nu er der gået en måned mere. Av. Men også pyt.
Han er startet i drømmejob og kan ingen chancer tage, og jeg bor med 6 andre, besøger han mig – besøger han syv uanset om de andre er med til selve “mødet”.
Som ny Radiovært på et musikprogram på Loud, skulle han vel på ALLE landets festivaller, og med pressekort og backstage, nu skal han se Netflix. Alle de smukke unge mennesker, jeg ville give højre hånd for at de fik en nemmere mere ubekymret ungdom – men er det ikke det vi er igang med at forsøge at genskabe?
Min økonomi (som jeg kendte den) er kollapset, Ingen arme / ingen kager : Ingen foredrag / ingen indkomst. Men jeg finder vej, og uden hjælpepakker. Jeg kan tjene penge på forudsalg af bøger, penge jeg alligevel ville have tjent, jeg smører bare smørret meget tyndere på ved at få min forventede omsætning fra juni allerede nu.
Dermed udelukker jeg mig ganske frivilligt fra hjælpepakkerne, men jeg har en stolthed ved af at løse det selv. Andre har ikke den mulighed og lige nu handler det om at gøre ALT hvad vi kan – ALLESAMMEN.
Alle der kan, skal bruge alle de penge de plejer. Nethandel, take away, sende blomster til alle der bor alene. Vi skal tage en for holdet. Hver dag. Nogle dage bliver svære at synke og aldrig har det lange seje træk været vigtigere.
Glem det der med at spørge om evidens. Vi er et levende eksperiment. Ingen ved hvad de laver og det går så hurtigt at højre og venstre hånd ikke KAN nå at kommunikere. Og du må gerne skrige frustreret ind i mellem, bare du gør det DU skal.
Gør det du kan, Gør det sværeste først. Hver dag. Spis sundt. Bevæg dig. Sov. Ryd op i ét skab hver dag.
Hils på din nabo. Send blomster. Send gækkebreve. Send søde sms’er. Send kærlighedserklæringer til alle du elsker.
Kik på gamle nostalgiske billeder. Skriv et digt. Læs en bog (min). Gå en tur. Dæmonerne kan ikke lide frisk luft. Dem der kan, har ansvaret ?????
Find lykken i en solstråle og 78 spirende tomatplanter. Vi skal have tomatmadder, tomatsuppe, tomatsovs og tomatsalat hele sommeren. Og tomatketcup, tomatrelish, tarte tomat, tomat og mozzarella, tomattærte og syltede grønne tomater.
Hvis du har lyst, vil du så “like”, “dele”, “kommentere” – et eller andet. Hvis du vil have jeg skriver mere, bliver jeg nødt til at kunne mærke DIG!
Endnu engang kommer du med gode ord der giver mening. Vi er i den grad alle i ukendt og uudforsket land, hvor vi må stole på vores guider – der også er på helt nye veje. Og så må vi blive ved med at bruge vores finde fornuft.
Her er vi – 2 forældre og 3 voksne børn – alle gået i frivillig karantæne og ser INGEN andre mennesker. Og ja, vi savner mormor, onklen og kæresterne. Men sådan må det bare være lige nu.
Det bedste vi kan gøre er at holde sammen på afstand.
❤ så enig,gør det du kan, nu.
Tak for både dine skriv og dine instavideoer. Det gør en stor forskel for mig! Har hørt dine bøger på mofibo på repeat og har købt din nye bog. Glæder mig sådan til at læse den!! Kæmpe inspiration for mig. Bliv ved. Tror vi er mange der suger til os❤️
Jeg glæder mig så meget til at læse din nye bog, som er bestilt. Keep om writing – jeg elsker ALLE dine ord.
Tak for gode ord til efter tanke ???
Tal for dine kloge, sjove ord. Bliv ved!
Tak Michelle. Skriv gerne mere. Selvom jeg ikke kender dig personligt, er alt hvad du skriver bare så menneskeligt, at man føler man kender dig. Jeg glæder mig til at læse en hel bog af dig?