Normalt når jeg vågner, er det eneste jeg registrerer, i min halvgroggy tilstand, hvor tæt jeg kan komme på Mortens krop. Sådan starter mine dage. Hvis Morten vågner først, er det som om dagen starter langt væk med kærlig berøring, og når min tilstand tillader mig at registrere det rigtigt, bevæger jeg min krop mod hans, til jeg ikke kan komme tættere på. Har vi tid, smelter vi sammen til en.

Forudbestil Lev livet modigt her. Jeg har brug for din hjælp, der er ikke mange penge i at være foredragsholder for tiden….

Sådan vågnede jeg også i dag. Jeg nåede også at tænke et nanosekund, at jeg er den heldigste i hele verden, før jeg tænkte, gad vide hvor mange der er døde i nat. Gad vide hvad katastrofen er i dag. Må vi bevæge os frit i aften, så længe vi ikke er flere end et par stykker? Eller får vi udgangsforbud? Det sidste jeg hørte, inden jeg gik i seng, var at det nu koster mellem 40-300 Euro i Italien, endda fængsel, hvis de ikke respekterer udgangsforbuddet. Og Indien lukker ned. Mere end en milliard mennesker. Hvor mange nuller er der i en milliard?

Jeg kan ikke rumme Mortens berøring, med mindre de kommer kun med omsorg. Intet må hans fingre kræve af mig. Jeg er i alarmberedskab. Italien. Det er lige rundt om hjørnet, og smittekurven i Spanien er værre. Det bliver værre, også her? Jeg har tilbragt de fleste af mine somre i Spanien og Italien.

Et af mine sjoveste minder fra Italien er fra en Campingplads ved Gardasøen. Jeg sad ubekymret foran det mobile home, som var mit feriehjem, i den endeløse række mobil homes fyldt med turister, som var taget til Italien for at høre cikaderne synge og mærke solen på kroppen. Jeg var gift med Kamilles far, det var inden kærligheden forsvandt, og vi var lykkelige. Han har to drenge, jeg har Benjamin og de tre drenge løb og legede næsten nøgne. Kasper, den yngste kom pludselig gående meget målrettet op mod os, han ville ikke være med i legen mere, det sås tydeligt. Da han nærmede sig os, sagde han ”Jeg skal lave LORT, problemet er bare, at jeg har gjort det!”

Men kan jeg få lov at have de minder om Italien mere, uden at tænke på den katastrofe, som de blev ramt af, så hurtigt, at vi stadig stod på ski få kilometer derfra? Lige nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal tænke. Det vakler mellem, at jeg vil blive liggende i sengen og sove til det hele er overstået, til at jeg vil gøre mig umage med at lave lækker frokost til alle ungerne i huset, som må være endnu mere forvirrede over, hvad der foregår.

På en uge gik udviklingen fra, at Morten og jeg ikke kunne komme med de andre til Nepal, fordi Esther som en af de første i Danmark, var udsat for smittefare og skulle i karantæne. Husets ældste barn på 20 år. Hun har Downs, det kræver dedikerede voksne at tackle det.

Vi kunne selvsagt ikke rejse, hun skal tage temperatur flere gange om dagen og vi skal hjælpe hende med at prøve igen, når hun via Facetime, den tætteste kontakt vi har, ringer ned til os i stueetagen, hvor vi er flyttet ned, for at sige, at hendes temperatur er 73,2 grader. Hun får heldigvis ikke corona.

Vi har talt om og glædet os til turen til Nepal i næsten et år. Vi bookede turen, da vi havde kendt hinanden et døgn, den er – eller var – symbolet på, at vi kan alt. Men fra vi har Styrelsen fra Patientsikkerhed i røret, til vi forstår, at de andre, mange gode venner, skal afsted uden os, går for stærkt for min hjerne. Nogle dage forinden, vidste jeg dårligt, at der var noget, der hed Styrelsen for patientsikkerhed.

Vi aftaler, at vi vil tage på spa, når det her er overstået. De andre rejser afsted til Nepal, og pludselig står Udenrigsministeren og befaler alle danskere i hele verden hjem, grænserne lukker, luftrummet lukker og de er kun lige landet – og vi kan ikke engang komme i Spa. Grænserne lukker, og der har aldrig været længere til Sverige og Tyskland i min levetid. Spa? Det er jo så ligegyldigt nu, for verden er en ny, hver gang uret tikker.

Børnene skal ikke i skole, og vi skal styre fem børn, der måske (heldigvis) ikke helt forstår alvoren, med at opretholde en eller anden form for hverdag, som vi ikke kender tidsperspektivet på. Pludselig er vi lykkelige for at være i sofaen, ikke i Nepal, selvom vores oppakninger og vandregear til Nepal ligger sirligt på sengen i gæsteværelset og vidner om måneders forberedelse. Vi har ikke flyttet det endnu.

Vi skal omstille os, og vi er gode til det. Vi laver skemaer længe før facebookskemaer fylder vores feed på Facebook. Vi er bare ikke helt i stand til at håndhæve de skemaer, for det virker som weekend, når vi alle sammen er samlet under samme tag, uden tydelige gøremål. Det her samarbejder ikke med en teens natur og vi har fem.

Jeg vil have, at de husker denne her tid, ikke kun for corona, med blikket på filmen ”Livet er smukt” (som du straks må se eller gense), vil jeg gøre de her svære uger til nogle, der også var gode. Så vi laver snobrød over bål i haven, det er hyggeligt, selvom jeg kikker stjålent rundt og ikke er 100% til stede.

Jeg gør mig umage med lækker frokost, insisterer på, at alle skal hjælpe mere med at holde orden end normalt, huset ligner en eksplosion på få minutter med syv mennesker hjemme around the clock.

Det er som et fald. Et styrt. Jeg faldt engang på rulleskøjter, jeg så grenene på stien, inden jeg ramte dem, jeg nåede at tænke: nu rammer du de grene, og styrtet er uundgåeligt. Jeg ramte, og så fløj jeg gennem luften, inden jeg ramte asfalten så hårdt, at jeg endte på skadestuen. Det foregik i slowmotion. Jeg vidste, hvad der ville ske, inden det skete, jeg nåede at registrere hver eneste smerte i hjernen, før jeg kunne mærke den i kroppen.

Sådan er de her dage også. Det er slowmotion og fast forward, samtidig.

Jeg hører i News, at hospitalerne forsøger at skaffe flere respiratorer, 1040 er ikke nok, de finder flere frem fra kældre og lofter på landets hospitaler. I dag ligger 60 måske i respirator, i går var det måske 46 og jeg må forstå, at myndighederne har øjnene på mere end 1040.

Min storebror kommer forbi, han skal hjælpe med noget i haven, han er landskabsarkitekt og hvis vi ikke bruger de her dage til at lære at mestre surdej, rydde op i skuret (der ingen interesse har fået i årevis), og bruger energien på hvor vi skal have højbede i haven, er det for skørt. Så Marck kommer – og jeg må ikke kramme ham, vi sparker til hinandens fødder og det er simpelthen for uvirkeligt.

På en almindelig dag, jeg møder min storebror, kunne vi måske godt glemme at kramme, men aldrig har jeg haft lyst til at kramme ham mere, det er en mavepuster. Det er en kædereaktion af mavepustere. Min mor sidder hjemme i sit køkken og kan næsten ikke holde ud, at vi ikke ses, så jeg besøger min forældre. Med 3 meters afstand. Vi taler kun om corona.

Værnemidler. Samfundssind. Pandemi. Forsamlingsforbud. Smittekæder. De ord, jeg kendte dem godt, men de indgik ikke i min hverdag? Jeg vil tilbage, hvor Danmarks største bekymring var fnat. Og jeg vil minde alle om, at vi selv rejste Europa tyndt for en uge siden, og ikke fattede en meter, når vi bliver forargede over de unge mennesker på stranden i Miami, som ikke har fattet det. Det kommer de til. Ligesom os.

Og samfundssind er netop at rumme, hvordan andre reagerer på angst, selvom de køber toiletpapir nok til, at hele Roskildefestivalen får roskildesyge. Alle har forskellige forudsætninger og ingen snobber nogensinde ned af. Aldrig er et menneske vågnet, har slået øjnene op og tænkt ”I dag vil jeg bruge dårligere end jeg evner”

Alle gør det bedste, de formår, i enhver given situation, også når det ikke er godt nok, men så skal de jo ikke have skæld ud. Så skal de have hjælp og omsorg! Og sympati er ikke nok, der skal empati til. Empati fra dig kræver, at du tør komme i kontakt med den del af dig, som forstår et andet menneskes handlinger, fordi du genkender følelsen i dig selv.

Det tør vi tit ikke.

Ville du turde have kontakt med den del af dig, som ville hamstre?

Ville du fx hamstre livsvigtig medicin til din mor? Kunne frygten for at mangle noget, der var livsvigtigt for din mor, få dig til at skide på fællesskabet? Så få kontakt med den følelse, og lad være med at pege fingre af den, som panisk køber toiletpapir. Hjælp i stedet med at få det ind i bagagerummet, mens I holder tre meters afstand, forstås. Det er samfundssind

. Det her er den største eksamen verden nogensinde har været til. Til gengæld fik vi ingen forberedelsestid og vi kender ikke pensum. Hvordan skal vi agere? Hvordan skal vi forberede os? Hvordan skal jeg putte mig ind til Morten, og mærke lysten til ham i min krop, når mit hoved er fyldt med ”Gad vide hvad dagens katastrofe er, hvor mange er døde?”

Gad vide hvordan verden bliver bagefter? Og mere end nogensinde ”Hvem er jeg?”

For er det ikke det største spørgsmål? Hvis jeg ikke kender min hverdag, og jeg ikke kender min døgnrytme, og jeg heller ikke kender verden omkring mig, kender jeg så mig selv?

Vi mangler retning. Alle sammen. Vi aner ikke, hvad vej vi skal gå. Kun at vi skal gå tre meter fra hinanden. Eksperterne går ikke engang samme vej. Svenskerne, som vi nok plejer at følges med, har fundet deres helt egen retning?

Jeg må minde mig selv om, at jeg har været her før. Ikke med corona. Der var det en hjernetumor, og der var det mig alene, alt omkring mig var normalt. Måske bliver det her nemmere. Vi har alle sammen hinanden. Katastrofen er meget større, men det er fællesskabet også. Hvis vi tør.

Min ven siger altid, at hvis det store billede er uoverskueligt, så fordyb dig i det nære. Jeg skal kravle ind til Morten. Jeg skal mærke varmens fra hans krop. Jeg skal glemme alt omkring mig, mens han leger med hver millimeter af min krop, og fylder mig med lykke og kærlighed. Jeg skal huske, at det er er en absurd ,hvor hele verden kollektivt bliver tvunget til at gentænke, hvad vi vil med livet og jorden.

Jeg blev bare lige nødt til at skrive det her først, for at få lidt styr på mine tanker. Måske kan jeg få styr på dem, bare ti minutter ad gangen, mens verden gør, hvad verden altid har gjort. Finder en vej.

Og de klogeste dyr (og mennesker) er de mest omstillingsparate. Jeg vil gøre mig umage for at være omstillingsparat. Jeg vil lære de unge mennesker omkring mig, at vi behersker kaos. Det her er måske de måneder i vores liv, hvor indlæringskurven er stejlest.

Jeg må minde mig selv om, at jeg har været her før. Ikke med corona. Der var det en hjernetumor og der var det mig alene, alt omkring mig var normalt. Måske bliver det her nemmere. Vi har alle sammen hinanden. Katastrofen er meget større, men det er fællesskabet også. Hvis vi tør.

Vi må acceptere det vi ikke kan ændre, og lige nu accepterer vi i en hastighed som en tsunami. Jeg skal koncentrere mig om at være der hvor jeg er. Fordybe mig i det jeg kan, og kun følge nyhederne en gang om dagen.

Måske er det modigste lige nu at bare være i det, accepterer livsvilkårene for foråret 2020.
Og glæde os til vi skal have vores frie liv igen, som vi nok vil sætte mere pris på end nogensinde før og taknemmelighed har vist aldrig skadet.

Min telefon behøver ikke bippe Breaking News når Prins Charles også har corona. Mit liv er her på matriklen, i dag, lige nu. Jeg må finde og kysse Morten.

Forudbestil Lev livet modigt her. Jeg har brug for din hjælp, der er ikke mange penge i at være foredragsholder for tiden….

5 Comments

  1. Jeanette den 26. marts 2020 kl. 11:21

    Piss…oss…nu sidder jeg og tuder. Du sætter ord på alt det der roder rundt inde i mit hoved. Jeg hader, som i hader at være sammen hver for sig. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne på lang sigt. Jeg savner min mor og far og jeg savner helt vildt min store datter, som arbejder i et sundhedsvæsen som ingen reelt ved kan holde til en sundhedskrise. På den anden side, så har vi som familie aldrig fået så meget frisk luft på samme tid, lavet bål og snobrød midt i ugen og lavet friskbagt brød hver dag. Er nød til at overbevise mig selv om at vi kommer styrket og dog forandret ud på den anden side 🙏

  2. Maibritt den 26. marts 2020 kl. 11:50

    Tak – du ramte plet hos mig <3

    Jeg er bange – bange for at verden aldrig bliver normal igen
    Ligesom efter 9/11 – der ændrede verden og vores tiltro til hinanden – fx. blev AL sikkerhed omkring dét at rejse skærpet voldsomt og vi skal i dag vise pas, scannes, vore ting scannes osv osv

    Med Corona frygter jeg at den muterer i en uendelighed – at vi aldrig slipper af med den
    Og at vore liv og vores hverdage vil ændres i f.t. hvordan vi omgås andre menneske, hvordan vi rejser – om vi overhovedet MÅ rejse

    Måske er tiden før Corona nu en "historisk perioden" – hvor vi med længsel i blikket og stemmen genfortæller de uendeligt mange beretninger om livet som var ….frit og lå lige dér for fødderne af os (vi husker selvfølgelig at glemme alt det vi gik og brokkede os over før Corona…… – fordelen ved minder og historier)

    Jeg tager mig selv i at ønske, at lige om lidt vågner jeg op og alt var bare en ond mærkelig drøm
    Men det er det ikke – det er min – vores – verdens nye virkelighed

    Og jeg er ikke "uddannet el. opdraget" til at begå mig i – jeg er ny i dette – vi er alle nye i dette.

    Så jeg deler din angst, frygt, forvirring, fortvivelse, frustration – men også dit HÅB og din vilje til at ville komme igennem dette – og kommet godt igennem dette – i forventning om at der ER et liv der skal leves og leves godt efter Corona

  3. S den 26. marts 2020 kl. 12:08

    Jeg tuder også. Det har jeg gjort lidt i smug i flere dage, for det rører mig så dybt, hvad der sker ude i verden. Tak for at få mig til ar føle mig mindre alene. Til trods for jeg også kan identificere mig med den kærlighedsboble du beskriver at være i. Jeg er alene hjemme til daglig med min datter der er stor nok til selv at læse og forstå..noget. Men absolut ikke alt. Min kæreste, mit livs store kærlighed, som jeg vikler mig sammen med hver aften, morgen og flere gange i løbet af natten er med til at holde hjulene i gang og jeg trækker mig selv op hver morgen, når han tager afsted. Stolt og bekymret. Mærker min mors oplevelse af isolation og tjekker dagligt op på mine ældre. Er lettet over jeg roligt kan blive hvor jeg hører til og prioritere min familie og børns undervisning, mens jeg fokuserer på det nødvendige og dyrker livets skole. Indimellem sniger jeg mig ud til en stille kop kaffe i solen og lader tårerne få frit løb, fordi jeg synes det er frygteligt. Bagefter krammer jeg mine elskede herhjemme og taler med min mand om hvad det giver os af muligheder for reflektion og nye drømme. Vi taler om bryllup og drømme. Alt imens ønsker vi os to streger på en graviditetstest og det føles både skræmmende, smukt, sårbart og forkælet. Uendelig kærlighedsfuldt at ønske os et fælles barn, mens vi passer på den fugleunge vi har på fuld tid og savner den anden, vi kun ser på FaceTime. Jeg ville ønske jeg virkelig kunne gøre en forskel ❤️

  4. Tina den 26. marts 2020 kl. 12:20

    Word! Hvor du bare rammer spot on med dine tanker, ord og formuleringer.. Ja, vi skal huske at tude i disse dage, for det har vi brug, for men hvor jeg dog også glæder mig til at glemme at tude …❤️ Keep up the spirit💪🏼

  5. M den 27. marts 2020 kl. 9:25

    Tænker så meget på din råstyrke i en tid hvor både den store verden og min nære verden nærmest i samme splitsekund styrtede sammen. En hjernetumor og corona samtidigt – hvordan er det overhovedet muligt?! Toiletpapir og gær?? Nej det kunne ikke optage mig mindre. Jeg tænker kun på hvornår det frie fald ender, den ulidelig uro i kroppen fortæller mig at asfalten kan være der når som helst, 24/7 og uge efter uge. Jeg har lyst til at skrige, men med 2 små børn hjemme konstant bliver der taget kvælertag på skriget hvert sekund. Omstillingsparat, modig og med råstyrke – jeg ber for at jeg kan nå der til! Og du er mit fyrtårn lige nu, så tak!

Efterlad en kommentar