Glem lige økonomien et øjeblik, jeg synes det er noget kludder, men det ordner sig. Det er ikke det dét her handler om.

Jeg er begyndt at bekymre mig for, om vi passer på især de ældste, ved at ofre især de yngste?

Bliver de ængstelige for evigt?
Bliver berøring noget man frygter?
Skubber vi til den distancering, der allerede var et problem (for mig) inden corona?
Skaber vi større ensomhed?
Skaber vi en altopædende skærmkultur?
Hvis vi forestiller os at alle må se en ven, så vil der være mange der aldrig er med i loopet, fordi de aldrig er førstevalget? Og bliver frygten for at blive afvist, for stor?

Jeg forstår at corona er livsfarligt, jeg forstår den situation vi prøver at undgå, men de tal over hvor mange der fx dør af rygning, contra corona, de forvirrer mig, hvad er sandt? Det lyder jo helt skørt det perspektiv?

Og er rygerne bare dygtigere til at dø lidt mere spredt – både tids- og matrikelmæssigt, til at vi lige gider gå amok over de tal og lukke et helt land ned?

Jeg er så heldig at der er 5 unge mennesker her i huset, der er mere liv end de fleste andre steder, men jeg ser også hvordan de “bare” affinder sig med situationen, selvom frustrationen over savn, ensomhed vokser. Og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg synes det er godt at de samarbejder så fint, eller forfærdeligt at de bare lader deres drømme parkere så let? Og det er ikke bare for en stund mere. Vel?

Statsministeren sagde at vi måske skal finde en anden måde at være sammen på, for altid? Godt jeg ikke havde den tjans!

Og hvad sker der når vi slipper dem fri? Skal de så løbe med en stor elastik i ryggen, af frygten for “Hvad nu”, at det forhindrer dem i at komme frem?

Eller, lader vi dem bare løbe og så starter det hele måske forfra? Og hvilken sommer ville jeg helst have ofret, hvis jeg tager efter aldersspændet her i huset.

14 år og første sommer hvor jeg selv cyklede til Hornbæk med mine venner hver dag. Dem der var lidt ældre drak øl og jeg kikkede nysgerrigt og var ikke klar.

15 år hvor jeg var på interrail og kyssede mig gennem Europa? Dollaren steg mens min veninde og mig var væk og hver dag var vores rejsecheck mere værd. Jeg lærte at forstå tog, tider, bookninger og at man skulle huske mere end det minut man stod i. I Paris lagde politiet an på os og jeg lærte meget om mænd og magtmisbrug på et par minutter. Vi kikkede på verden fra Sacre Cour og jeg vidste at jeg ville se det hele.

16 år hvor jeg var i Spanien og mødte en italiensk flirt jeg stadig kender, og som blev springbrædtet til utallige rejser hele mit liv? Hans ven er blev min ven og han ringede fra Peru den anden aften og fortalte hvordan skellene derovre vokser, så hurtigt at det skræmmer ham.

17 år da jeg var alene i Italien med en veninde, så virkelig godt ud i bikini og flirtede med alle. Da jeg kom hjem mødte jeg Scott i Nyhavn, han var amerikaner og på vej jorden rundt med et kæmpe skib. Jeg sagde op og sejlede med. Vi kom kun til Marstal så løb skibet tør for penge, og mens vi håbede kaptajnen vandt i lotto, bankede vi rust fra bådsmandsgynger og kikkede på stjernerne når solen gik ned

18 år da jeg var på interrail med en ven, han tissede i teltet i en brandert og jeg lærte en del om konflikthåndtering og forsoning. Det var efter jeg havde været på Roskilde med en veninde, købt store balkjoler i en second hand butik i en brandert og var pludselig var vi på Roskildefestival i stor skrud og pailletter. Jeg mødte 1000 mennesker, dansede provokerende tæt med flest muligt af dem, dansede natten til morgen og lærte at stå på rulleskøjter af ham jeg dansede mest med.

Og de skal nok nå det, i know, men ærlig talt tænker jeg mere og mere på at passe på de unge mennesker. Hvad bliver det langsigtede resultat af det her?

Hvad tænker de, derinde hvor jeg ikke kan få adgang?

…….og alt i mens, prøver vi at lære dem glæden ved at skabe noget med hænderne, ved at tvinge dem til at være med til at bygge haven om. Det bliver lettere og lettere og det er slet ikke en kamp. Men det er faktisk meningen at de hellere vil være sammen med deres venner?

Og de er også selv gode til at få det bedste ud af situationen, og invitere til middag hvor alle kommer klædt ud. Nu vi ikke må invitere gæster, men har vi focus nok på dem. I believe the children are our future 🎶

PS. Jeg bliver glad for kommentarer 🌱

(Vil du forudbestille min nye bog? Den udkommer om 4. Juni (lidt coronaforsinket) og handler om at tackle kriser. Min historie, og den er sjov, barsk, trist og morsom. Modig og uforfærdet. De første 1000 der køber får en lækker mulepose med gratis, hvis jeg sælger 1000 Bøger (og trækker udgifter og porto fra) kan jeg lige opretholde indkomst til mine udgifter i marts, april og maj❤️)

5 Comments

  1. Anne Kristensen den 11. april 2020 kl. 12:09

    Det er en hård tid for dem der sidder alene, på plejehjem eller i egen bolig.
    Det er en hård tid for dem der mister pårørende og ikke kan tage afsked med dem som de havde ønsket.
    Det er en hård tid for landets efterskole- og højskoleelever, der måske ikke får sagt farvel og under alle omstændigheder mister kostbar tid på skolerne.
    Det er en hård tid for landets studenter, der går glip af studenterkørsel og -fester samt ikke får den eksamensform de forventede.
    Det er en hård tid for familier der er splittede på grund af hospitalsindlæggelser. Fædre og søskende der ikke kan være hos den for tidligt fødte.
    Det er en hård tid for mange af os, men nok allerhårdest for dem der oveni adskillelsen lider under en økonomisk uvished.
    Mange nævnt og nogle nok glemt – undskyld.
    Jeg syntes at vi er rigtig godt til at holde os hjemme og holde afstand når vi er i det offentlige rum. Vi lider alle afsavn, men jeg er sikker på at vi kommer styrket ud af denne tid. Uvisheden om hvor længe det vil vare før alt er normalt igen, den må vi leve med.
    Tak til alle der bidrager positivt til at vi kan se lidt lysere på situationen.

  2. Jytte den 11. april 2020 kl. 12:56

    Usikkerhed er vel noget af det værste at være i, og lige nu er vi alle udfordrede. Det er så fine tanker, som du gør dig om de unge, og kan godt være usikker på langtidseffekterne af det her, men som mor til 2 unge mennesker oplever jeg faktisk , at de på smukkeste vis finder deres vej i kaos. Nej, deres liv og vores bliver nok aldrig det samme igen, men der viser sig måske nogle andre muligheder, som man ikke tidligere har kunnet se. Og ikke mindst har de livet foran sig.
    Min største bekymring er egentlig om vi for at beskytte de ældre, faktisk fratager dem livet. De der sidder på plejehjem, og ikke må få besøg af deres familie. Det er måske deres sidste måneder, som de skal leve uden deres pårørende omkring dem. Og de har ikke livet foran sig, og har tid til at vente på bedre tider, og en del af dem, forstår muligvis slet ikke, hvorfor familien pludselig ikke længere kommer på besøg. . Jeg har ikke løsningen, for Corona er her, og det er vi nødt til at forholde os til. Jeg synes bare, at det er en så umådelig trist måde at leve sin sidste tid på.

  3. Lotte Friis den 11. april 2020 kl. 12:56

    Jeg ville ikke undvære en eneste af mine teenageårs somre – hver især var unikke og med til at forme mig og uddanne mig til voksenlivet.
    Jeg har selv en 17-årig, som for første gang skulle have været på Roskilde og fået sig en tjans, som gjorde at han kunne arbejde sig ud af billetten. Han tager det med stoisk ro og krydser fingre for at pladsen stadig er der til næste år, da han vurderer at det for ham er en optimal måde at deltage.
    Jeg synes det er så svært at agere i dette og har masser af forskelligrettede tanker i Corona-henseende – har mange nære venner, der har små virksomheder/livsværk og som ikke helt aner, hvor de står økonomisk, og om det hele er smulret væk i virus, når DK lukker op igen.
    Nyd hele din flok

  4. Lise-Lotte den 11. april 2020 kl. 13:44

    Er de unge ikke lige som ukrudt, de skal nok skyde op igen. Eller er det kun de stærkeste?
    Bliver de svageste efterladt?
    Det er sgu svært at svare på…..

  5. Ulla den 11. april 2020 kl. 18:29

    Jeg tror ikke vi skal være bekymret over de unge, og nej vi ofre ikke børnene! Ser nu heller ikke nogen som helst sammenligning mellem Corona og rygning!!
    Jeg mere ked af afsavn for de ældre, der ikke kan være sammen med os og er bange og ensomme. Det er en skidt tid i deres liv, og jeg håber de alle finder trøst i at være stærke med minderne om det der var og som nok skal komme tilbage. Mine unger har det fint, de forstår og finder vej, men vi savner alle vores ældre i familien.

Efterlad en kommentar